
Når du er under 26 år og skal føde på Svendborg sygehus kan du deltage i en fødselsforberedelsesgruppe 8 gange før fødslen med jordemoderen og socialrådgiveren. Vi starter med at spise sammen og snakke om det, der optager dig som gravid og kommende mor; det kan være dine forestillinger om dit kommende barn, om dig selv som mor og om fødslen. Du kan også få svar på spørgsmål omkring økonomi mm. I den sidste time fortæller jordemoderen om hvad der sker under graviditeten og under fødslen. Sundhedsplejersken kommer på besøg og fortæller om amning og den første tid med barnet. Vi tager på besøg på fødegangen, her inviterer vi de kommende fædre med eller den person du ønsker at have med til fødslen. Den sidste gang inviterer vi de kommende fædre med til en snak om fødslen og forældreskab. Det er gratis for alle at deltage i fødselsforberedelse på Mødrerådgivningen m/k uanset hvilken kommune du kommer fra.
Alle gravide under 26 år, der skal føde på Svendborg sygehus, uanset hvilken kommune, man bor i kan sammen med deres kæreste, gå til jordemoderkonsultation på Mødrerådgivningen m/k. Jordemoderen vil hjælpe dig godt igennem graviditeten med helbredsundersøgelser og give råd og vejledning til dig og din kæreste. I vil høre barnets hjertelyd og jordemoderen vil skønne størrelsen på barnet. Du vil gå hos den samme jordemoder igennem hele graviditeten og det er den samme jordemoder, der sammen med socialrådgiveren står for fødselsforberedelsen.
Du skal ringe på telefon 63 20 26 86 for at bestille tid eller ændre en tid ved jordemoder Lea Johansen